Smid det ikke ud.

Vi passer på historien.

Dit lokalhistoriske arkiv er lokalsamfundets fælles hukommelse. Arkivet rummer en guldgrube af oplysninger om dit lokalområde - om de mennesker, der boede her, og om områdets erhverv, foreninger, begivenheder og meget, meget mere. Dit lokalhistoriske arkiv er interesseret i alle slags materialer, uanset om det er papirer, kort, dagbøger/notater, breve, dokumenter, regnskaber, fotografier (også digitale), dias, lydbånd, smalfilm, videooptagelser eller lignende. Det kan altsammen fortælle historie fra lokalsamfundet.

Links til   www.arkiv.dk     www.Historiskatlas.dk

Mød os på Facebook på: Lunderskov og omegns lokalhistoriske arkiv.

Email. arkivlunderskov@gmail.com  TLF: 21 17 66 40 Telefonen besvares kun i åbningstiden.

Afstemningen den 10. februar 1920. Tilhørsforholdet til Sønderjylland.

Det er ostegrosserer Peter Michaelsen fra Lunderskov, som sidder ved rattet i den efter datidens forhold "Smarte sportsvogn"

Bilen er en tysk Adler.

Peter Michaelsen kørte den ældre mand, der sidder ved siden af ham til

afstemning i sit hjemsogn i Kastvrå. Han hedder Peter Slivsgaard, og var ved afstemningen i 1920 bosat i Vamdrup. Manden der står ved siden af bilen i 

DSB uniform er barnebarn til Kastvrå og hedder Peter Bremer.

Årsskrift 2019

Thorvald Rudbeck fortæller:

Jeg vil gerne fortælle lidt om mine indtryk af livet i Ferup-Lejerskov- Jordrup-området i årene 1920 – 1940.

                                                                  Thorvald Rudbeck

Tidsånden var jo en helt anden dengang, hvor der kunne være en vis fattigdom i mange hjem. Ikke så få børn kom på sanatorium på grund af dårlig og ensidig kost, der var endnu kun en meget ringe alderdomsforsorg – Alderdomshjemmet i Jordrup blev opført så sent som i 1930. – og selv om undervisningen i landsbyskolerne i Lejrskov, Vrå, Jordrup, Knudsbøl, Egholt og Ferup vel var på fuld højde med de øvrige landsbyskolers, ja, så haltede de alligevel efter undervisningsmulighederne i Kolding og de andre store byer.

Jeg er ikke selv født og vokset op i Lejrskov-Jordrup sogne, men lige i nabolaget på ”Højvanggård” i Ejstrup.

Før skiftedag – enten den 1. maj eller den 1. november – var Kolding Folkeblads bagside fyldt med annoncer med overskrifter som: ”Dygtig, morgenduelig forkarl søges” eller ”Ung, dygtig pige, der vil hjælpe til i roer og høst, og som vil være villig til at deltage i malkning, søges”. Mange af annoncerne sluttede i øvrigt med et: ”Helst KFUM’er eller KFUK’er”.

Lønnen var fra sidst i 20’erne og frem til omkring 1940 ret konstant. Årslønnen for en forkarl var ca. 750 kr., for de 18 – 20 årige ca. 600 kr., medens der var ca. 300 kr. til de 14 – 16 års knægte. For pigernes vedkommende var månedslønnen for en kokkepige eller voksen enepige ca. 35 – 40 kr.

Tjenestepigerne og døtrene på de mindre gårde skulle for det meste hjælpe til ved malkningen og hjælpe til i roerne og i høsten. De havde en lang arbejdsdag – fra kl. 6 om morgenen til den sidst opvask om aftenen. I 20’erne og 30’erne var det endnu ikke almindeligt, at karlene og pigerne havde sommerferie, og for os, som tjente på Brændsmadsgård i Ferup i sommeren 1936 forduftede alt håb om ferie, da alle avlsbygningerne brændte sidst i juni måned. Det hører vel til sådan en egnshistorie at fortælle, at alle bygningerne var genopbygget inden høst, så kornet kunne komme under tag, og at de selvsamme nyopførte bygninger nedbrændte 10 måneder senere i april 1937. Der blev iværksat en større politiundersøgelse, hvor mange blev afhørt, idet man var stensikker på, at branden var påsat, men man fik aldrig årsagen til branden opklaret. En glædelig ting medførte den første brand da for vi tre karle, for da karlekamrene var totalt udbrændt, flyttede vi for resten af året ind i stuehusets gæsteværelse på kvisten.

Det får mig til at fortælle nutidens landboungdom lidt om karlekamrene i de ”gamle dage” – som faktisk blot ligger 60 år tilbage i tiden – jeg tænker ikke her på Brændsmadsgård, for her var standarden for folkeholdet i alle henseende noget over gennemsnittet.

Karlekamrene var på mange gårde – også på vor egn – utroligt usle. I min ungdom var der de fleste steder endnu halm i sengene, men det var – trods enkelte musereder – måske alligevel sundere end fugtige madrasser i de fuldstændige uisolerede, kolde kamre, der endnu i 30’erne mange steder blot var forsynet med almindelige staldvinduer. Men det værste var nok den klamme, skarpe ammoniakduft, der trængte ind fra hestestalden – idet døren mellem stald og karlekammer ofte var det eneste, der adskilte dyr og mennesker. Den skarpe ammoniakduft fra hestene satte sig uvægerligt også i det pæne tøj i klædeskabet.

Man vaskede sig i koldt vand, hentet i en emaljefad ved træpumpen ude i gården – der var næsten ingen gårde eller huse på landet, som omkring 1930 havde indlagt vand i køkken, vaskehus eller stald. Ved en del gårde, hvor man havde en kildevæld i nærheden, ledede man via en hævert vand ind til kreaturerne og til afkøling af mælken, så den ikke blev halvsur og dermed ved reduktaseprøven på mejeriet blev ”dømt som 4. klasse” med store fradrag i afregningen til følge. Det var særlig ”søndagshvilemejeriernes” leverandører, der i sommertiden havde problemer med at holde mælken afkølet søndagen over.

Selv om der var meget beskidt arbejde på landet, var det i 20’erne og 30’erne ikke almindeligt at blive kropsvasket vinteren igennem, hvorfor det også var meget brugt, at de unge mænd, når de i 19-20 års alderen skulle på session, henvendte sig til mejeribestyrerne Trøjborg eller Hansen – Højrup og Jordrup mejerier – for at få et varmt luksusbad inden de i adamskostume skulle paradere foran de strikse sessionsdommere og et par militærlæger. Platfødder eller overlagte tæer gav ikke adgang til soldaterlivets glæder eller forbandelser.

Tjenestepigerne må også have haft store problemer med de sanitære forhold ude på gårdene, særlig når man tænker på tiden før begyndelsen af 30’erne, hvor de blev kortklippede med ”Greta Garbo frisure”. Inden da havde de fleste tykke fletninger, som var sat i en rosenkrans eller i en stor knude i nakken, og selv det bedste hårtørklæde kunne ikke forhindre, at håret blev gennemtrængt af en sødlig, ubehagelig koduft – og daglig hårvask var jo dengang en umulighed, særlig med tørringen af et stort hår.

Der er jo den sandfærdige historie om en skræddersvend nede fra Thomas Jensen i Højrup og en kommis fra Ferup Brugs, som til høstfesten i Ferup forsamlingshus udveksler følgende bemærkninger. Skræddersvenden: ”Hvor er Gurli sød, og så danser hun så godt”, hvortil kommissen svarer: ”Det ær bår en skam, at hun lowter så moge”. (Gurli er at dæknavn).

Mange bønderkarle havde et lignende problem, når de i det pæne sæt tøj var til bal eller til ungdomsmøder med sanglege. Tøjet havde næsten altid en snært af hesteduft, hvilket ikke var det behageligste for sarte pigenæser. Derfor var det på den tid mejerister, håndværkssvende, kommisser, bagersvende og kontrolassistenter som generelt altid var i en højere kurs i balsalen – men selvfølgelig kunne der også være bondesønner med en udstråling, som i en svensk sagafilm.

Lejrskov forsamlingshus.

Jeg husker særligt et ungdomsmøde i Lejrskov forsamlingshus, hvor der efter et foredrag af pastor Due fra Gesten – jeg tror, at han fortalte om Jacob Knudsen – og efter kaffen skulle være sanglege, som var skik og brug den gang. Hele dagen havde det småregnet og alle bønderne i Lejrskov havde tilsyneladende haft samme gode ide – der skulle køres ajle ud – så den aften lugtede hele Lejrskov forsamlingshus som en ajlebeholder, for alle gamle bondekarle på min alder husker nok, hvor svært for ikke at sige umuligt det var at vaske ajlestanken af hænderne. Heldigvis var der mange unge piger, som kendte det sunde mundheld: ”Man skal være sit arbejde bekendt”.

Forsamlingshusene spillede i øvrigt en kæmpestor rolle i det folkelige samvær og fællesskab i 20’erne og 30’erne. Her mødtes bonden, håndværkeren, arbejderen og tjenestefolkene til møder og fester. I såvel Lejrskov og Ferup som i Jordrup var der stærke traditioner i sognenes liv og virke, som havde dybe rødder i højskolebevægelsen og andelsbevægelsen. Man kunne endnu i disse år med rette udtrykke det med ordene: ”De havde centrifugen i den ene hånd og Grundtvig i den anden”, og denne balancegang mellem de håndgribelige værdier og de uhåndgribelige i tilværelsen har utvivlsom gjort, at netop disse generationer står så stærkt i egnens historie.

I de tre kulturkredse var det grundtvigianske livssyn meget dominerende. Kun i Lejrskov havde Missionsfolkene en kreds af tilhængere og et dertil hørende missionshus, og holdninger, der var mere markante dengang: Man dansede ikke, man spillede ikke kort om penge, man gik ikke i biografen, man drak ikke stærk øl vin og snaps, man leverede ikke mælk til mejeriet om søndagen, man søgte kirke næsten hver søndag og de unge samledes regelmæssigt i KFUM og KFUK.

Præsten var næsten altid af grundtvigiansk observans og i Lejrskov-Jordrup sogne forstod man i begge lejre at bøje sig ind under den ånd, der er kirkens fundament. Det forstod man til gengæld ikke i Skanderup sogn, hvor et fundamentalistisk bibelsyn splittede sognemenigheden.

På gårdene var der på den tid mange medhjælpere, og i modsætning til andre egne – særligt Koldings sydlige opland – spiste man her på egnen sammen – mand, kone, børn og tjenestefolk, og man sad sammen om aftenen og hyggede sig.  Måske var der et par enkelte proprietærgårde i Lejrskov-Jordrup, hvor man havde folkestue, men de udprægede ”herskab og tjenestefolk-kultur”, som var fremherskende syd for Kolding, fandtes ikke rigtigt her på de mere vestlige himmelstrøg. Disse ”Knaldproprietærer”, som husmændene og landarbejderne kaldte dem, promenerede på markedsdagene i gadebilledet i Kolding iført sorte spidsbukser med ”frølår” og brune blankpudsede langstøvler, som i øvrigt var stuepigernes mareridt, fordi det blev forlangt, at man skulle kunne spejle sig i dem.

Der var i 20’erne, 30’erne og 40’erne et rigt foreningsliv i Lejrskov, Jordrup og Ferup – ikke mindst for ungdommen.

 Det var i første række ungdomsforeningerne i de tre områder, som var aktive. Om vinteren var der hver 14. dag møder med foredrag, oplæsning og fællessang fra vor sangskat i Højskolesangbogen, og efter kaffen var der sanglege.

De mest markante formænd i den periode var nok lærer Jensen i Lejrskov, lærer Hansen i Ferup og lærer Petersen i Jordrup.

Der var 5 balaftner om året. 2 afskedsballer til maj og november, hvor der blev sagt farvel til dem, der skulle rejse fra sognet. Så var der juletræsfest mellem jul og nytår – jeg deltog flere gange i Ferup, det var altid 5. juledag, hvor hele ungdommen i kreds om juletræet sang 4-5 julesalmer, og hvor der i mange år var Ingeborg Rasmussen, Ferupgård der læste op. Jeg tror, at det for det meste var Sveriges store forfatterinde Selma Lagerløfs sagahistorier, vi lyttede til. Jeg må erkende, at for mig var det næsten sådan, at de to kvinder – forfatterinden og oplæseren/fortolkeren var synonyme både i udseende, udstråling og personlighed.

Og så var der dilettantforestillingerne i de tre forsamlingshuse hver vinter. På den tid spillede man ofte syngestykker af Hostrup og Heiberg. Det år jeg var i Ferup, spillede man ”Aprilsnarrene” af Heiberg, med lærerinde frk. Bonde som instruktør. Af de medvirkende husker jeg Bodil og Søster Roed, Tove Rasmussen og Berg Sandvej. Der var utroligt mange dygtige amatører dengang, som virkelig var gode til at synge. Særlig eminent blev det, når Else Schultz akkompagnerede på klaveret.

I Lejrskov var Ejner Schelde i en årrække instruktør, og i Jordrup havde man i mange år en utrolig ildsjæl i malermester Mikkel Johansen, som i øvrigt også var helt i front, når det gjaldt gymnastik og idræt.

Vinterens gymnastik sluttede af med en stor forårsopvisning. Der var altid trængsel til disse opvisninger, så det kneb for karlene at få tilløb til deres flik-flak. Man startede altid efter middagen med børneopvisningen og ved 18 tiden, var der fællesspisning med medbragt madkurv. Folkeholdene på gårdene havde fri denne eftermiddag, så de kunne være friske og oplagte, når de marcherede ind om aftenen. En sådan flok unge med den rød-hvid fane i spidsen var en pryd og stolthed for ethvert sogn. Og så sluttede det hele med en festlig svingom til ud på de små timer, mens Grundtvig, Ingemann og Dalgas på de kalkede vægge frydede sig over bondens vækkelse til liv og kamp – ikke kun ”for det daglige brød”, men til kamp for folkelighed, liv og tro, ”thi evig stilstand er død”. Joh, andelstanken og højskolebevægelsen gav vind i sejlene – også på eksportbådene over Nordsøen med smør, æg og bacon – det var i sandhed den store blomstringstid for landsbyer og landsogne.

De tre forsamlingshuse var – som de fleste forsamlingshuse dengang – forsynede med hvidkalkede vægge i salen og med ribber til gymnastik på den ene langvæg. Til opvarmningen var der en stor kakkelovn til kul, koks og brændeknuder. Til den ugentlige gymnastikaften var der dog ingen varme på dengang, og efter en times sveddryppende ”Niels Buch øvelser” var der ikke noget varmt eller koldt brusebad. I den elendige og kolde garderobe tog man blot sit tøj på – uden på al sveden – og så ud på cyklen og hjemad i den frostkolde vinteraften til et iskoldt karle- eller pigekammer. Men, man havde været sammen med alle kammeraterne fra sognet og fået en god snak – og vel også lige fået vekslet et par øjekast og en frisk bemærkning de to køn imellem. Pigerne havde altid gymnastik efter karlene, for de skulle jo først have vasket op efter aftensmaden.

Toiletforholdene ved de 3 forsamlingshuse, kan de, der først er født efter krigen, nok slet ikke forstille sig. Der fandtes jo kun gammeldaws lokummer med en blikspand under hullet i brædtet. Nogle steder var der 2 huller ved siden af hinanden. Så kunne man sidde og have ”socialt samvær” side om side. Det ene hul var gerne lidt mindre end det andet til glæde og sikkerhed for små barnerumper. Disse uhumske forhold var dog mest pinlige for pigerne, for selv om de var vant til sådanne forhold hjemmene, var det alligevel noget andet, når pigerne ved møder og fester med dans skulle ud i nattens mulm og mørke, hvor der stod fnisende karlfolk ved en busk i samme ærinde. Hvis nu nogen – særligt karlene – bagefter kunne finde på at gå ind i køkkenet for at vaske fingre, ja så ville de dengang være blevet udsat for mange spydige kommentarer. ”Træk og slip” blev i øvrigt først almindeligt i forsamlingshusene i 50’erne.

Når der var bal, kunne det tit gå voldsomt til – særligt hvis der kom udenbys karle, der begyndte at lægge an på de kønneste piger. Det begyndte gerne med lidt pufferi til hinanden under dansen, og der blev afleveret nogle ydmygende bemærkninger såsom: ”Bondeknolde”, ”Stenmide”, ”Pomaddedulle”, ”Rosinpiller”, ”Magre symaskine” (om en skræddersvend, der var velpresset og måske dansede lidt for smart i en bondekarls øjne). Når fornærmelserne og ophidselsen nåede kogepunktet, bød man hinanden udenfor, hvilket var ”alle tiders” for de store 14-18 års knægte, som nu strømmede ud af salen for at overvære den nævekamp, der nu var lagt op til. Man slog kreds om de to kombatanter og kom med opilende tilråb – og så gav det ”blå øjne” og blodige næser indtil nogle modige karle til stor ærgrelse for knægtene lagde sig imellem.

Jeg husker specielt en gang i Ferup, hvor der var kommet en stor rødhåret bondekarl fra Harte, der var spydkaster i K.I.F., men også lidt af en slagsbror. Han røg uklar med en lille spirrivip , der tjente på ”Højrupgård”, og de nåede ikke engang udenfor, men røg i totterne på hinanden midt på dansegulvet, mens pigerne skrigende flygtede til alle sider.

Den rødhårede spydkaster havde imidlertid ikke taget sig i agt for, at den lille spirrivip var en erfaren letvægtsbokser, som lynhurtigt satte et par lige venstre og højre ind på kæben af sin store modstander, der gik i gulvet med et brag og samtidig var så uheldigt at bræke fodledet, så han måtte en tur på sygehuset. Husets mangeårige værtinde, Marie Frost Nielsen, måtte nu ind med spand og gulvklud for at tørre blod op, og feststemningen var temmelig afdæmpet bagefter, for forsamlingshusets gode ry godt kunne tage skade af et sådan voldsomt slagsmål.

Ringridning var en årlig tilbagevendende begivenhed, som blev afviklet midt om sommeren, når hestene gik og havde det godt på græsset i indhegningen. Det var en stor folkefest i alle tre lokalområder sådan en sommersøndag, hvor både børn og voksne samledes for at nyde synet af de ranke, spændstige bondekarle, der buldrede af sted efter ringen på ryggen af de store, tunge arbejdsheste, der knaldede kolikluften bagud på deres fart ned gennem galgen.

”Hvem mon der bliver konge i år” var søndagens store, spændende spørgsmål. Men endelig lød hurraråbene, da kransen blev hængt om halsen på ringridderkongens hest – jo, det var toppen på en sommersøndag i Lejrskov, Jordrup og Ferup i svundne dage.

Og så var der ringridderballet om aftenen, hvor præmierne skulle overrækkes. Pigerne havde allerede ude på ringridderpladsen forsøgt at få øjenkontakt med deres ringridderhelt, som de så håbede på at få en dans eller to med ved festen og siden hen blive fulgt hjem af i den lune, lyse sommernat og hvor en knækket følfod næste morgen røbede nattens elskov.

En sådan romantisk kærlighedsaffære på landet i Lejrskov-Jordrup i 20’erne og 30’erne endte heldigvis tit med myrter og hvidt slør foran provst Mouridsen eller Engsnap, men den kunne også ende mindre romantisk, hvis der var tale om en troløs karl, der blot som sommerfuglen ”fløj fra blomst til blomst, fra skjul til skjul”, som der står skrevet i schlagervisen.

Et af de store fremskridt i landbruget, medens hesten endnu var den eneste trækkraft var selvbinderen, der første gang viste sig på markerne midt i 20’erne, og som midt i 30’erne var i brug på næsten alle gårde. Den anden store arbejdslettelse i landbruget var malkemaskinen, der for alvor holdt sit indtog sidst i 30’erne. Første gang, jeg selv prøvede at malke med maskine var, da jeg i sommeren 1939 var fodermester hos Knud Søndergård, Knudsbøl – året før havde jeg i Harte ene mand håndmalket en besætning på 16 malkekøer 2 gange om dagen.

Malkemaskinernes hurtige indtog på gårdene havde ikke mindst sin baggrund i, at de unge piger ikke ville være malkepiger længere – og da slet ikke til den usle løn de fik. De ville helst heller ikke længere deltage i roertynding, høstarbejde, tærskning m.m. – nej nu ville de til at være moderne, fikse og permanentkrøllede, og gå med silkestrømper og højhælede sko – kort sagt – de ville være lige så smarte som bypigerne.

Pigerne ville nu også have en uddannelse ud over det rent huslige med madlavning og rengøring, og frem for alt ville de have højere lønninger, ordnet fritid og ferie. Flugten fra kødgryderne var nu for alvor begyndt med alt hvad det førte med sig af godt og skidt for familielivet og affolkningen af landsognene, men det var først, da vi nåede ind i 50’erne, at pigekamrene på gårdene stod gabende tomme.

Affolkningen af landsognene i årene der fulgte medførte bl.a., at de små gode skoler i Vrå, Egholt, Ferup, Lejrskov og Knudsbøl efterhånden fik for få elever – og så blev det efter mange hede diskussioner besluttet at bygge en stor Centralskole ved Fynslund i 1962. set i bakspejlet er der nok ingen, der er i tvivl om, at det var en nødvendig og rigtig beslutning, hvis børnenes undervisning skulle være på højde med tidens krav, men mange savner nok de små, gamle skolers – og i særdeleshed de hedengangne landsbylærerinders holdning til morgensang og morgenandagt og deres fortælleevne i forbindelse med bibelhistorie og danmarkshistorie – dengang kunne selv de mindste klasser sidde stille og lytte.

Også tjenestekarlene begyndte sidst i 30’erne at blive kritiske over for, hvad de ville lade sig byde. Den forhadte skudsmålsbog – jeg har selv min mors skudsmålsbog fra 1901-02 liggende – var ved lov blevet afskaffet takket være en ihærdig indsats bl. a. fra Jeppe Åkjær og socialdemokraten Peter Sabro. Herefter kunne bonden kun ty til at spørge efter anbefalinger.

Jeg husker, at jeg sidst i 30’erne søgte en plads på en større gård, hvor bonden gerne ville se mine anbefalinger. Jeg sagde: ”De kan ringe til min forrige pladsers ejere, men så må det også være rimeligt, at jeg ser de forrige medhjælperes anbefalinger af pladsens kvalitet”. Han blev lidt stram i betrækket, og afskeden var ret kølig, men da det var på en fremmed egn, synes jeg faktisk, at det skulle være lige for lige. Selvfølgelig kunne man, som en del tjenestefolk gjorde dengang, rende af pladsen, men det var i hvert fald ikke i mit hjem velset at komme hjem med ”æ hammel om æ hæel”.

Det hører da i øvrigt med til historien, at denne bonde ringede igen et par dage efter, men da havde jeg fået en anden plads i mere jævne og folkelige omgangsformer.

De gifte landarbejdere havde i mange år været en underbetalt arbejdskraft, idet man på grund af den store arbejdsløshed i 30’erne kunne trykke lønnen helt i bund – 5 kr. for en hård dags slid var almindeligt i en længere årrække, og de løse landarbejdere fik tilmed tit det hårdeste arbejde som at læsse møg, hugge jord af frosne roekuler, bære kornsække på magasinloftet, sprede kalk og mergel eller grave drængrøfter med skovl og spade. De gifte, faste landarbejdere havde dog bedre arbejdsforhold, og oven i daglønnen fulgte tit kvas og træ og måske også tørv, hvis der var mose til gården. Hertil kom, at deres hjemmegående koner ofte kunne tjene en ekstraskilling ved roetynding, høstarbejde og malkearbejde, hvis der ikke var en gift fodermester.

Mange af de små husmænd og deres koner fungerede også som arbejdskraftreserve, når der var ekstra travlt på gårdene, og mange husmænd havde også jobbet som mælkekuske, der hver dag året rundt samlede mælkejunger sammen fra såvel gårde som husmandssteder. Når mælken var samlet ind, gik turen enten til Jordrup eller ned til Højrup mejeri, hvorfra de fik skummetmælk og måske et pund smør med tilbage. Man kunne som regel også få en flink mælkekusk til at tage varer med hjem fra de små brugser og købmænd. De mælkekuske, der samlede mælk til søndagshvilemejeriet i Lunderskov, havde den fordel frem for de andre, at de kunne holde hviledagen hellig og i stedet komme i kirke.

Danmark var hurtigt på vej til at blive et industriland, og landarbejdere søgte i stort tal til maskinfabrikken ”Karl Møller” i Nagbøl. til L.M. Camping og glasfiber i Lunderskov og til betonfabrikken i Soneberg og til de mange arbejdspladser i Kolding, herunder særligt kontorpladser til de unge piger. Flugten fra land til by var begyndt og landbruget mekaniserede på livet løs, for på det tidspunkt kunne man ikke konkurrere med industrien hvad angår lønninger til arbejdshold. Den lille Ferguson fortrængte i løbet af få år både alle heste og de fleste karle fra Lejrskov-Jordrup sogne.

På det tidspunkt blev det efterhånden også svært at kende forskel på landboungdommen og byungdommen på strøget i Kolding en fredag aften. Hvor landboungdommen førhen var lidt ufikst og karakteriseret ved en meget tung gangart i forhold til byungdommens velpressede bukser og velplejede 14-dags klippede hårfrisurer så blev det efter ungdomsoprøret i 1968 næsten omvendt. Mens landboungdommen nu var velklædte med slips, jakkesæt og blankpudsede sko, ja så gik byens ungdom efterhånden temmelig ”uciviliseret” klædt med store huller på knæ og bagdel i cowboybukserne, for – som de påstod – at solidarisere sig med de fattige i u-landene. Til denne mundering hørte i øvrigt også ofte et skulderlangt, fedtet hår. Joh, lige pludselig var ungdommen fra Lejrskov- Jordrup blevet de velklædte, og på den baggrund snuppede de mange af de gode og attraktive arbejdspladser for næsen af de langhårede pjaltemikler.

I den politiske sammensætning af sognerådene i Lejrskov og Jordrup op gennem 20’erne og 30’erne, var arbejderne og de øvrige lønmodtagere kun repræsenterede med et enkelt eller to medlemmer. Resten – altså langt de fleste – var selvstændig erhvervsdrivende – og heraf igen den overvejende del gårdejere – og måske en enkelt husmand.

I disse år fremstod der også en oprørsk stemning blandt bønderne og husmændene fremprovokeret af de meget dårlige priser på landbrugsprodukter – en følge af den omfattende verdenskrise, som var startet af det store børskrak i New York i 1929. I årene 1931-1935, hvor landbrugskrisen kradsede hårdest, var kornprisen nede på 8-10 kr. for en tønde byg.

Som en protest mod al den økonomiske elendighed for landbruget opstod så bevægelsen ”Landbrugets Sammen- slutning”, ofte forkortet: L.S. I spidsen for bevægelsen stod en ”større” proprietær Knud Bach, fra Randersegnen, proprietær Scheested fra Fyn og desuden et par større gårdejere fra Skanderup-Hjarup. Tilslutningen til bevægelsen var meget stor og toppede i sommer 1935, hvor der blev arrangeret et bondetog til København – 40.000 bønder deltog.

På Amalienborg slotsplads havde man held til at få kong Christian den X frem på balkonen, hvor han udtalte nogle trøstende og beklagende ord, men han havde ingen politisk myndighed og kunne kun henvise demonstranterne til regering og folketing.

Men så gik der parti politik i bevægelsen, der endte som bondepartiet. Bevægelsen blev splittet, da gamle hæderkronede venstrefolk – formentlig først og fremmest de mere velkonsoliderede bønder med penge på bankbogen – ikke ville være med ”på den galaj”.

Efter befrielsen kom landbrugseksporten til England hurtigt i gang igen, og da det meste af Europa levede på sultegrænsen de næste 10 år, var det gode tider for landbruget op gennem 50’erne. Da bønderne i Lejrskov-Jordrup sogne altid havde været på forkant af udviklingen med deres faglige kunnen på alle områder, udnyttede de også mekaniseringens fordele og i slutningen af tiåret så man også de første mejetærskere på markerne i Lejrskov.

 Kornet kostede nu næsten 100 kr. pr. tønde, og da udgifterne til lønninger, skatter og vedligehold var forholdsvis små og inflationen samtidig var kraftig, ja så var landmændenes gældsbyrde pludselig blevet til at bære.

Og som et gammelt mundheld siger: ”Når bønder har penge – så har hele lokalsamfundet også penge” – der kom gang i omsætningen hos alle de små selvstændige næringsdrivende i alle de små landsbyer: Ferup, Højrup, Vrå, Egholt, Knudsbøl, Lejrskov og Jordrup – for de var der alle sammen endnu i 50’erne: Bageren, maleren, skomageren, frisørerne, smeden, elektrikeren, skrædderen, sypigen, vognmanden, slagteren o.m.a. – joh, det var endnu blomstringstid for landsognene.

Men så begyndte det at gå galt. Mange bønder havde over investeret i de gode 50’ere – og midt i 60’erne stagnerede priserne på landsprodukterne samtidig med, at udgifterne fortsatte deres himmelflugt, så der var formentlig mange landmænd, håndværkere og handlende i Lejrskov- Jordrup, som stemte nej til at komme i Fællesmarkedet ved folkeafstemningen i 1972.

Der var på det tidspunkt ca. 180.000 selvstændige landbrugsbedrifter i Danmark, og ikke mindst i Lejrskov- Jordrup lå de tæt – store og små mellem hinanden. ”Det er en lykkelig livsform”, sagde en af de fremtrædende gårdejere i Vrå dengang. De fleste landbrugsbedrifter var faktisk det, man kalder familiebrug med mand, kone og børn og mange steder endnu med en enkelt fast medhjælper. Børnene blev opdraget til pligter og ansvar, og lærerne på Fynslundsskolen havde med alle den slags hjem i baggrunden rimelige arbejdsvilkår.

I 1969-1970 kom kommunereformen, Lejrskov og Jordrup sogne blev sammenlagt med Lunderskov og Skanderup. Vi fik regionsplaner og by- og landzonelov, og tidens løsen blev: Centralisering og rationalisering.

Da Lunderskov by blev kommunecenter i den nye kommune, kunne byen med loven i hånd næsten rage alt erhvervsbyggeri og hovedparten af boligbyggeriet til sig – og ikke mindst i 70’erne gik det livlig til. I landdistrikterne i Lejrskov-Jordrup forhindrede by- og landzonelovgivningen al ny erhvervsaktivitet – kun landbrugsbedrifterne kunne nu bygge og udvide.  

Mange ildsjæle i Ferup, Lejrskov og Jordrup gik imidlertid efterhånden på barrikaderne for at rede den landbokultur, som kan sammenfattes i ”Livet på landet”. Det blev en lang og sej kamp – som i øvrigt stadig foregår – bl.a. for at opretholde en god skole hvor der stadig er en 7. klasse, for at bevare et plejehjem for de allerældste medborgere og for at stå sammen

om Brugsen og andre små butikker og næringsdrivende, så de stadig kan betjene beboerne i lokalområdet.

Sammenhold og fællesskab, og det at løfte i flok har været den bærende, folkelige kraft her frem til året 1996, hvor dette skrives. Og så må man ikke glemme, at den egnshistorie, som jeg har søgt at beskrive, har udspillet sig i et storslået landskab, vekslende mellem frugtbare marker, levende hegn, dybe slugter med slyngende åløb og små bække omkranset af små skove – og hvor de mange, tusindårige og græsklædte gravhøjes silhuetter i landskabet også er med til at give sognenes historie en særlig dybde.