Mindestenen er rejst på Skanderup kirkegård som et minde om tre ukendte faldne soldater

Slaget om Kolding den 23. april 1849 er næsten blevet glemt i historiebøgerne.

Under krigen med Slesvig-Holstenerne (3 års Krigen) var prøjserne under deres fremrykning op gennem sønderjylland nået helt til Kolding. Danmarks grænse mod syd gik dengang helt nede ved floden Ejderen. Der havde danskerne bygget et kæmpe forsvarsværk som fik navnet Dannevirke. Den første træfning mellem danskere og Slesvig-holstenere skete ved Bov den 9. april 1848. Her trak danskerne sig sejrrigt ud af kampen og Slesvig-holstenerne flygtede over hals og hoved. Efter de havde sundet, sig og fået forstærkninger fra Preussen tørnede hærene igen sammen ved Slesvig den 23. april 1848. I dette slag måtte de danske soldater trække sig ud som den tabende part. Hæren trak sig tilbage til Als, mens en mindre styrke trak sig længere mod nord.

 Kolding å var på det tidspunkt grænsen mellem Slesvig og Danmark.

Tyskerne havde derefter fået "blod på tanden" og trak op gennem sønderjylland og nåede med en stor del af deres hær til Kolding.

14.000 mand med 5000 i reserve, mod danskernes 41.000 mand. Ikke alle kom i kamp og tyskerne var overlegne i ildstyrke. Derfor kunne danskerne ikke hamle op med tyskerne.

Slaget er blevet beskrevet på denne måde.

General Oluf Ry, som havde kommandoen, havde ordrer til at skåne Kolding by over for hård modstand og dermed bombardement. Det var dog lettere sagt end gjort. En rekognocering den 19. april viste, at de Slesvigske styrker stod i en linie fra Rebæk ved Kolding fjord, nord om Dalby og Vonsild til Fovslet. Denne linie svarede til grænsen mellem Nørrejylland og hertugdømmet Slesvig. General Ry ventede et snarligt angreb, og trak vore forposter tilbage til en linie tæt syd for byen. Den tyske general Bonin gav sin næstkomanderende oberst Zastrow ordre til, at kaste vore forposter tilbage. Forposterne bestod kun af to kompagnier (ca. 200 mand) af 1. jægerkorps. De havde 4 espingoler (hurtigskydende geværer) soldaterne var her ledet af G.W. Caroc premierløjtnant Schow og Meniecke. Det halve kompagni var skudt frem i en bue syd for broen ved Søndergade. Det andet halvkompagni bevogtede broen og nordsiden af Kolding å med espingolerne fordelt i huse øst for broen. Danskerne måtte trække sig tilbage nord for åen ved Sønderbro. Der var der bygget palisader til beskyttelse for tyskernes kugler. Forinden var der blevet kæmpet syd for åen. Det måtte dog opgives at holde tyskerne stangen her. En tysk officer har siden fortalt, at de nærmest blev blæst væk når danskerne åbnede ild med deres espingoler. Den tyske oberst Zastrow havde ordre til at stoppe slaget, når danskerne var drevet nord for Kolding å, det var jo grænsen mellem de stridende parter. Da krigslykken nu var på tyskernes side valgte han, at erobre hele Kolding by og dermed skaffe sig et brohoved for videre fremrykning i jylland. Danskerne ved palisaderne ved Sønderbro begyndte, at mangle ammunition, så situationen gjorde, at der kun var en vej for ikke at få yderligere tab. Tilbagetrækning blev der kommanderet, her blev fem mand såret. Der var to dræbte og seksten sårede soldater.

Pikkelhue (hjelm)

Enhver der har kørt op ad bakken fra Ejstrup til Vranderup ved det er en meget kraftig stigning. Her skulle de Danske soldater opad, og de mødte fjenden ved Gelballe skov og Vranderup.

Vranderup Hovgård som i dag hedder Lille Hovgård havde prøjserne erobret. Gården lå og ligger stadigvæk ca. 500 m øst for vejgaflen syd for åen, man må derfor ikke forveksle gården med den nuværende Vranderup Hovgård, der er opført langt senere, ligesom vejnettet forløb noget anderledes i 1849 end i dag. De tyske soldater blev kaldt "pikkelhuer". Det var en opsats på deres hjelme der havde givet dem dette navn.De danske soldater blev af prøjserne kaldt "rødfrakker" Det var dog den gamle uniform der var rød, under slaget bar de fleste en grøn uniform.

Med Hovgården som støttepunkt var det muligt at sikre sig kontrollen over Gelballe skov og Vranderup by, så gården skulle generobres. Kaptajn Buhl, som havde kommandoen under angrebet fortæller således om træfningen. "Gården er en firlænget bygning med gårdsplads i midten, og jeg kom nu ene igennem porten, den anden udgang var fyldt med pikkelhuer; men mærkeligt: ej et eneste skud blev gjort imod mig.Jeg slog da an på det sted hvor de stod tættest, og affyrede min pistol, og i det samme havde mine folk, der kom med et dygtigt hurra, nået mig og nu fik pikkelhuerne klin (prygl)". De danske soldater erobrede gården, og der opstod heftige kampe i området. Snart var det danskerne der havde overtaget, og snart var det slesvigerne der havde krigslykken. Der blev kæmpet fra gærde til gærde fra hegn til hegn, det bølged frem og tilbage. General Rye kunne overse hele kamppladsen fra sin position ved Harte Kirke, og kunne konstatere, at danskerne var trængt tilbage og kommanderede retræte. Overmagten var for stor, så for at spare menneskeliv var det den klogeste beslutning. Under bombardementet fra tyskerne fra Belevüe var byen skudt i brand og var hårdt medtaget. Tyskerne indtager så Kolding og holder til i byen. det var Kolding borgerne ikke glade for, men måtte dog finde sig i fjendens tilstedeværelse. De tyske soldater hærgede byen, stjal hvor de kunne komme afsted med det, og borgerne i byen hadede dem.

Hærene tørner igen sammen ved Fredericia den 6. juli 1849, og her er det danskerne der vinder slaget. Senere i 1850 den 25. juli er der en stor træfning på Isted Hede. Her er det også danskerne der sejrer. I 1864 ved Dybbøl sker den store katastrofe, hvor Danmark taber til den store tyske overmagt, og må afgive Sønderjylland til tyskerne, og først får landet tilbage igen den 20. juli 1920.

Kilde: "Det glemte slag". Af Kim Mikkelsen.