Emmanuel Højer Hauschildt Alve'en.

Alve'en var født den 6. april 1897 og blev likvideret af tyskerne under et flugtforsøg den 2. oktober 1943.

Alve'en var fra Sæby og havde fået arbejde i Lunderskov som snedker. Han bestyrede karetmager Pedersens værksted som var beliggende i Storegade nr. 37 i Lunderskov. Alve'en var overbevist kommunist, og i de tider havde mange modstandsfolk denne politiske overbevisning. 

Alve'en havde blandt andet uddelt illegale blade. Det var en kommunistisk gruppe fra Kolding han var tilsluttet. Gruppen udgav i april og maj to udgaver af et illegalt blad som hed "Folkets røst" og senere et blad der hed "Budstikken for Kolding og omegn".

Det var en "stikker" der havde angivet ham. En tidlig morgen ved fem tiden den 2. oktober 1943 kom de tyske gestapo folk for at hente ham. Han bad om tilladelse til at gå på toilettet, og der sprang han ud af vinduet. Udenfor på fortovet havde tyskerne efterladt en vagtpost, og da han så Alve'en prøvede at flygte affyrede han sin maskinpistol, på tæt hold.

Alve'en var død på stedet.

Modstandsmanden blev begravet i Sæby.

Tyskerne ville ikke have der skulle være opmærksomhed omkring Alve'ens død og begravelse. Hans lig blev kørt til Staldgården i Kolding, på ladet af en lastbil, og derefter samme nat til Sæby hvor han blev begravet.

Hans datter Lena husker begravelsen således.

"En kold oktober nat i 1943 kom kisten med min far på ladet af en lastbil fra Kolding. Der var søgt om udgangstilladelse til efter kl.2 om natten. Det var politibetjent Rival, som skulle holde øje med hvad der foregik. Tyske soldater patruljerede rundt omkring.

Det blev meget besværligt, at få kisten ind i kapellet. Kisten måtte løftes over kirkegårdslågen og derefter sættes ind i kapellet.

Næste morgen kl.8 blev Alve'en begravet, alt blev overvåget fra tyskernes side. Der blev lidt uoverensstemmelse mellem præsten og familien om den salme der skulle synges, Alve'en var ateist. På gravstedet forlangte tyskerne at der kun måtte opsættes en lille mindeplade."

I dette hus boede Alve'en. Storegade 37 I Lunderskov

Mindepladen som er anbragt på huset hvor Alve'en boede.

Stenen er rejst, som et minde om Alve'en og andre modstandsfolk. Mindestenen står ved Hvidkilde.